top of page

Phobos Plastic Recycling Denmark klar med planer for ny virksomhed i Ørslev 

Phobos

28. nov. 2024

Klar til at fortælle om det kommende testcenter.

Informationsmøde: 

Phobos Plastic Recycling Denmark klar med planer for ny virksomhed i Ørslev 

Efter mere end et års omfattende planlægning, er den Vordingborg-baserede virksomhed, Phobos Plastic Recycling Danmark A/S, nu klar til at fortælle om det kommende testcenter, hvor plastic fra husholdningsaffald skal genanvendes. 

Virksomheden, der blev stiftet i oktober sidste år og som holder til på Brydegårdsvej i Ørslev, er nu kommet så langt, at ledelsen er klar til at præsentere projektet og planerne for offentligheden. Derfor inviterer man nu til informationsmøde om det kommende testcenter. 

”Vi glæder os virkelig til at fortælle borgerne i og omkring Vordingborg om det nye, avancerede testcenter og om alt det, centret vil kunne udrette, når det til næste år forventes at stå klar”, siger Peter Blom, der er direktør for virksomheden 

Han oplyser, at virksomheden ikke alene kommer til at indsamle og sortere plasticaffald fra husholdningen, men at det først og fremmest handler om at omdanne, det sorterede plastic til helt nye produkter af høj værdi. “Vi vil være leverandør af en omfattende løsning til affaldshåndteringsselskaber, der inkluderer sortering og omdannelse af plastaffald til højværdiprodukter, alt sammen inden for rammerne af den cirkulære økonomi” siger Direktør Peter Blom. 

Også på rådhuset i Vordingborg er man begejstret: ”Det er ikke hver dag, at en ny og ambitiøs virksomhed kommer til byen”, siger borgmester Michael Smed. ”Så for vores lokalområde ser vi det ikke alene som en tillidserklæring, at Phobos Plastic Recycling har valgt Vordingborg som sin fremtidige hjemmebase. Vi tager det bestemt også som udtryk for, at byens øgede fokus på et velfungerende erhvervsliv bærer frugt.  

Samtidig er det jo meget perspektivrigt at få en virksomhed til byen, som ved at genanvende det plasticaffald som de fleste af os jo smider i skraldespanden hver eneste dag, kan blive en meget vigtig brik i regionens grønne omstilling”, siger borgmesteren, der samtidig glæder sig over de arbejdspladser, der følger med. 

Informationsmødet finder sted torsdag den 9. januar 2025 kl. 19 hos Phobos Plastic Recycling Danmark A/S på Brydegårdsvej 5 i Ørslev. Fra virksomheden deltager – ud over direktør Peter Blom – også Preben Tolstrup, der er formand for bestyrelsen, samt bestyrelsesmedlemmerne Bolette Christensen, Finn Hasselriis, Jan Andersen, Peter Blom og Ulrik Seiersen.  

Mødet er åbent for både borgere og pressen.  

# # # 

 

 

Eventuelle henvendelser om denne meddelelse kan rettes til: 

Direktør Peter Blom, Phobos Plastic Recycling Danmark A/S, mobiltelefon: 23 71 00 81  

Bestyrelsesmedlem Bolette Christensen, Phobos Plastic Recycling Danmark A/S, mobiltelefon 40 64 89 23 

bottom of page